Bliv aktivitetsleder for de sociale madklubber

Bliv aktivitetsleder for de sociale madklubber

Brænder du for frivilligledelse, planlægning og projektudvikling? Og vil du være med til at gøre en kæmpe forskel for mennesker i hjemløshed og udsathed?

WeShelter leder lige nu efter frivillige aktivitetsledere, som vil være med til at understøtte drift, kvalitet og udvikling i vores sociale madklubber. Er du mon den, vi leder efter?

Hvad er en social madklub?

I WeShelters sociale madklubber bekæmper vi ensomhed og social isolation blandt mennesker i en udsat position – ét måltid ad gangen! Det gør vi ved at give adgang til positive fællesskaber, hvor frivillige og deltagere mødes om madlavning og nyder et dejligt måltid mad sammen.  Alle – deltagere såvel som frivillige – bidrager med det, de kan. Fællesskab og relationer er nøgleord i alle vores sociale madklubber.

Madklubberne er etableret på bl.a. herberger og væresteder, og målgruppen er mennesker, der i en kortere eller længere periode har sociale, psykiske eller rusmiddelrelaterede problemer inde på livet. Mange har også erfaring med hjemløshed. Stort set alle oplever ensomhed og savner fællesskab med andre.

Lige nu driver WeShelter ni forskellige sociale madklubber rundt omkring i København.

Ansvarsområder og kerneopgaver som frivillig aktivitetsleder

Som frivillig aktivitetsleder understøtter du driften og udviklingen af 4-5 sociale madklubber i København. Du samarbejder tæt med din kontaktperson i WeShelters sekretariat og med din aktivitetleder-kollega. Derudover samarbejder du tæt med de frivillige madklubledere, der er lokalt tilknyttet hver enkelt madklub.

Dine opgaver spænder bredt, og de kan variere og udvikle sig over tid. Overordnet set er det dog den frivillige aktivitetsleders opgave at:

  • Bidrage aktivt til rekruttering og onboarding af nye frivillige til de sociale madklubber.
  • Styrke trivsel og engagement i frivilliggruppen.
  • Understøtte kvalitet og udvikling i madklubberne, fx. ved at stå til rådighed for hjælp og sparring og ved at støtte de frivillige i at udvikle nye og bedre arbejdsgange.

Du kan lave meget af det frivillige arbejde hjemmefra, men du er også velkommen til at benytte vores sekretariat i Valby som arbejdsstation. Du kommer desuden til at deltage i mødeaktiviteter på tværs af København.

Vi forventer, at du som frivillig aktivitetsleder:

  • er moden, stabil og tålmodig
  • er god til at holde overblik og har sans for planlægning
  • er initiativrig og ansvarsfuld
  • er tillidsvækkende, inkluderende og god til at skabe relationer
  • motiveres af at udvikle en frivilligindsats, som er meningsfuld for både deltagere og frivillige
  • er god til at motivere andre
  • har erfaring med projektudvikling, mødeledelse og procesfacilitering (dette er dog ikke et krav)

Rollen som frivillig aktivitetsleder indebærer, at du i gennemsnit kan afsætte 12-15 timer pr. måned på dit frivillige arbejde.

Derudover ser vi gerne, at du har lyst og tid til at engagere dig som frivillig i minimum et år frem.

Vi kan tilbyde dig:

  • Et givende frivilligjob, hvor du er med til at nedbryde isolation og ensomhed blandt nogle af de mest udsatte mennesker i vores samfund
  • Ledererfaring som du vil kunne trække på i dit professionelle virke ved siden af WeShelter eller til at styrke dit CV
  • Kompetenceudvikling via introduktionskursus samt løbende opkvalificerende fyraftensmøder og kurser
  • Netværk med andre frivillige ledere i WeShelter
  • Løbende sparring og vejledning
  • Mulighed for at indgå i et fællesskab med over 200 motiverede frivillige, som alle bidrager til WeShelters vigtige arbejde med at bekæmpe hjemløshed, ensomhed og psykisk mistrivsel

Lyder det som noget for dig?

Så send os en ansøgning på frivillig@weshelter.dk.

Skriv lidt om dig selv, dine erfaringer og ikke mindst din motivation for at være frivillig aktivitetsleder i WeShelters sociale madklubber.

Du er også velkommen til at kontakte Kiwie eller Gry, hvis du har spørgsmål.

Vi glæder os så meget til at høre fra dig!

Gry Krath Johansen
Projektkonsulent

Kiwie Winther
Udviklingskonsulent