Bliv følgeven for en tidligere hjemløs

Bliv følgeven for en tidligere hjemløs

Som følgeven hjælper du tidligere hjemløse til et godt liv i sit nye hjem.

At flytte fra herberg til egen bolig er ofte en stor og omvæltning og heldigvis hjælper en professionel bostøtte med det praktiske og administrative, der følger med i overgangen til det nye hjem. Men for mange tidligere hjemløse er et farvel til herberget ofte ensbetydende med et farvel til det kendte netværk.  Mange sociale relationer og fællesskab efter flytningen fra herberg til egen bolig. Det gør tilværelsen i den nye bolig ensom og øger risikoen for, at hjemløsheden vender tilbage. Derfor har WeShelter startet et følgeven-projekt hvor tidligere hjemløse og frivillige sammen opsøger forskellige aktiviteter, som biograf, teater eller cafebesøg.

Hvad er en følgeven?

Som følgeven bliver du del af en gruppe frivillige, som mødes med en gruppe tidligere hjemløse der netop er flyttet i bolig, og dermed har brug for støtte til at skabe en ny hverdag. Du vil samarbejde tæt med den professionel bostøtte, der hjælper med det praktiske og administrative. Ved at tilbyde dit venskab og bygge bro til aktiviteter uden for hjemmet, hjælper du den tidligere hjemløse til et godt liv i vedkommendes nye hjem.

I bestemmer selv, hvad I gerne vil lave – det kan være en gåtur og en kop kaffe, en tur i biografen, zoo eller teater. Eller måske at spille badminton. Aktiviteter, som for mange er helt almindelige, men som mennesker i hjemløshed ofte ikke har adgang til. Du kommer med interesse for at opbygge relationen, tålmodighed, interesse og nærvær, og på lidt længere sigt kan du måske være med til at bygge bro til fællesskaber i vedkommendes nærmiljø, så den tidligere hjemløse selv kan opsøge disse.

WeShelter stiller entrébilletter til kulturinstitutioner og andre aktiviteter i København til rådighed, så der altid er noget hyggeligt og sjovt at lave sammen.

Hvem kan du blive følgeven for?
Du kan blive følgeven for kvinder og mænd, som hver især kæmper med forskellige kombinationer af psykiske og sociale problemer. Fælles for dem alle er, at de for nyligt er flyttet fra herberg til egen bolig, at de har et begrænset socialt netværk og lever et liv med få nære relationer.

Hvad kræver det at være følgeven?
Du skal være minimum 25 år, tålmodig, mødestabil og så skal du have tid og lyst til at skabe en relation med de mennesker du møder. Vi har plads til mange forskellige typer frivillige, det vigtigste er, at du har lidt overskud og mod på at være noget for en anden person.

Hvor meget tid skal jeg bruge?

Som følgeven skal du kunne afsætte 4 – 6 timer om måneden. Du vil være del af en gruppe på 3-4 frivillige og du vil typisk deltage i en eller to aktiviteter om måneden. Derudover mødes du med andre frivillige, der også er følgevenner, hver tredje måned til erfaringsudveksling og sparring.

Hvad får jeg ud af at være følgeven?

Du får fornøjelsen af at opleve at kunne gøre en kæmpe forskel for et andet menneske. Måske oplever du at I får en tæt relation; at der er en, der glæder sig til du kommer og som ’rykker sig’ og kan håndtere sin situation med større overskud. Derudover får du:

  • Et anderledes venskab
  • Løbende sparring og støtte gennem samtaler med vores frivilligkoordinator
  • Adgang til relevante kurser og fyraftensmøder, som giver dig viden om socialt udsatte, afhængighed, ensomhed mm.
  • Et stort netværk af frivillige og professionelle. Der afholdes netværksmøder med de øvrige følgevenner én gang i kvartalet samt sociale sammenkomster til sommer og jul.
  • Muligheden for at gøre en konkret og mærkbar forskel
  • Gavekort til cafe, biograf og kulturoplevelser, du kan bruge med din netværksven


Lyder det som noget for dig?
Så send os en ansøgning på frivillig@weshelter.dk. Skriv lidt om dig selv, din baggrund og ikke mindst din motivation for at blive frivillig følgeven.