Bliv frivillig og hjælp hjemløse, der flytter i egen bolig

Bliv frivillig og hjælp hjemløse, der flytter i egen bolig

Indsaml og transporter møbler og boligudstyr, som hjemløse mennesker får gavn af, når de flytter i egen bolig.

I kampen mod hjemløshed er boligen afgørende, men et hjem er meget mere end et tag over hovedet. Et hjem skal give varme, ro og tryghed, og det skal være et sted, hvor der er plads til at have et socialt liv.

At flytte i egen bolig er for hjemløse en mulighed for en ny start. Mange beboere på herberger har dog kun få møbler og meget lidt boligudstyr, når de skal bryde med hjemløsheden og flytte i en permanent bolig. WeShelter har derfor startet projektet Møbelhjælp, der skal indsamle møbler fra Københavnere og give dem videre til hjemløse.

Vi søger derfor frivillige, der har lyst til at gøre en forskel ved at indsamle møbler og give en hånd med, når hjemløse flytter fra herberg til egen bolig.

Som frivillig spiller du en afgørende rolle i at forvandle den nye bolig til et hjem. Du bliver en del af en lille gruppe af frivillige, som skal indsamle og sortere mindre møbler og boligudstyr, have overblik over vores lille lager og transportere donationerne til hjemløse herbergbeboeres nye boliger. Din indsats betyder, at hjemløse har mulighed for at finde sig til rette i deres nye hjem, og du er dermed med til at forhindre, at de ikke falder tilbage i hjemløshed. Da Møbelhjælper en forholdsvis ny indsats, er der stor mulighed for at præge rollen som frivillig.

Som frivillig i Møbelhjælp forventer vi, at du:

  • er stabil, tålmodig og god til at koordinere.
  • har mulighed for at bruge et par timer om måneden – dog med variation, da da det afhænger af, hvornår herbergbeboerne får tildelt en bolig, og hvornår der skal hentes møbler fra donorer.
  • ønsker at gøre en forskel for hjemløse og socialt udsatte.
  • ønsker at indgå i et positivt samarbejde med andre frivillige og sekretariatet i WeShelter.
  • kan benytte Facebook aktivt, da det opsøgende arbejde efter møbler i høj grad vil foregå der.
  • er klar på at hjælpe til ved flytninger og afhentninger af møbeldonationer.

Vi tilbyder dig:

  • et meningsfuldt og givende frivilligjob, hvor du gør en konkret forskel for hjemløse mennesker, der gerne vil have hjælp til at skabe et hjem. 
  • et fællesskab med andre engagerede frivillige og løbende sparring på dit frivillige arbejde – vi støtter dig altid som frivillig i WeShelter.
  • et indblik i det sociale arbejde med hjemløse og socialt udsatte.
  • opkvalificerende fyraftensmøder.
  • dokumentation for dit frivillige arbejde efter et år.

 

Er du nysgerrig eller interesseret i at være frivillig?

Så send en ansøgning, hvor du skriver lidt om dig selv, din erfaring og motivation for at være frivillig til kbh.nythjem@weshelter.dk.

Vi glæder os til at høre fra dig!

Karina Bisgaard-Frantzen
Udviklingskonsulent